Musearm/tennisalbue/frossen skulder

Kært barn har mange navne, og disse bruges lidt i flæng. Fælles for dem er, at det er meget ubehageligt og smertefuldt, og at det er lidelser, der fremkommer ved ensidigt gentaget arbejde, aktivitet eller sport.

Behandling af disse lidelser består i akupressur og en speciel muskelmassage, der på kort tid gør personen smertefri og armen bevægelig igen. Også zoneterapi kan medvirke til at fjerne smerterne, og til at mobilisere kroppens egne ressourcer til at fastholde smertefriheden.

Brugen af computermus

Specielt brugen af computere har fået disse lidelser til at ekspandere, og heldigvis forebygges der på mange arbejdspladser. Der kan gøres meget vedr. forebyggelse, navnlig når virksomheden og medarbejderne deles om ansvaret herfor.

Virksomheden sørger for, at den fysiske arbejdsplads er indrettet til den enkelte medarbejder, med mulighed for at variere med opgaver og arbejdsstillinger. Og medarbejderen tager ansvar for, at mulighederne bruges og at få bevæget sin krop/arme flere gange om dagen.

Symptomer

Symptomerne er mange. De kan sidde i håndleddet, hvor senerne og seneskederne bliver irriterede og svulmer op, det vi også kender som seneskedebetændelse. Det kan også gå ud i fingrene, med smerter, snurrende og prikkende fornemmelser.

Nogle mærker det op af underarmen, hvor musklerne bliver ømme og stive, og der kan komme smerter omkring albuen. Det kan fortsæte videre op over overarmens muskler til skulderen.

Det starter forskellige steder hos forskellige mennesker, fordi vi mennesker har vores svageste punkt forskellige steder. Når muskler arbejder meget statisk, strømmer der ikke ret meget blod gennem dem. Derved ophobes affald, som får muskler til at blive ømme og stive, og vi er inde i den onde cirkel. Også sener i albue og skulder kan irriteres, på samme måde som dem i hådleddet, med smerter til følge.

Hvorfor kommer disse lidelser

Disse lidelser udløses af fysisk belastning, men har ofte deres egentlige udspring i en ubalance på bugspytkirtlens meridian, og er ofte forbundet med for lavt blodsukker og candidasvamp. Bugspytkirtelmeridianens muskler er involveret i armens bevægelser. Hvis meridianen er i balance, kan musklen tåle store belastninger. Ved ubalance på meridianen nedsættes energien til musklerne, og de bliver spændte. Ved fysisk belastning kommer der ekstra træk i højdepunkterne på de i forvejen spændte muskler, med gener og smerter til følge.